Det er jo fantastisk, at man kan finde sit hus på Google Maps – med swimmingpool. Her er bloggerens balinesiske landsby med koordinater! Landsbyen ligger på begge sider af en landevej, bag huset løber en flod, hvis klukken er en bestandig baggrundsmusik. Og så er der ellers rismarker på begge sider af landsbyen. Kuperet terræn, meget smukt, meget frugtbart.

Selvom flere og flere balinesiske familier får eget badeværelse, er den traditionelle mandi stadig populær. En mandi er jo et udendørs badeværelse i en flod eller et vandløb. Det er et offentligt sted, hvor man mødes, uanset køn og alder. Her i landsbyen er der mange mandier, for landsbyen har mange dejlige vandløb, endda et par floder, hvor vandet løber frisk og rask igennem. Her er det godt at snakke, at vaske tøj og at vaske sig selv.

Her har en far taget sine fire sønner med til en populær mandi. Ungerne har det herligt.

Der er ingen renovation i denne landsby, og det er den vist ikke alene om på Bali – eller i Indonesien. Enhver husholdning må skaffe sig af med sit affald, som man nu engang bedst kan. Den traditionelle metode er at brænde møget. Derfor indhylles dele af landsbyen af og til i en indelugtende røg.

En anden udvej er at smide affaldet, som regel samlet i plastikposer, i floder og vandløb, hvor det hober sig op. Når regntiden sætter ind, forårsager det oversvømmelser, fordi affaldet jo virker som meget effektive spærrebomme for vandet. Og så bliver alle meget overraskede. Det gentager sig år efter år.

Her gør en ældre kvinde rent i rabatten udenfor sit hus. Hun har sat fut i fejemøget, så templet ombølges af røg.

Et glimt fra eftermiddagsturen gennem landsbyen – en ægteskabelig idyl: Han tager bad, medens hun bringer ofre til guderne. Et vandløb skaber en fin mandi – et udendørs badeværelse – med frisk og rent vand, omend lidt koldt. Og hun holder traditionen i hævd: Guderne må formildes, især her i den sene eftermiddagstime, hvor djævlene er på vej ud i verden.

Måske var ofrene forgæves, for hele landsbyen havde black out i aften. Ingen elektricitet. Men det skyldes nok mere det elendige elselskab end djævlene…

Der er ikke mange forretninger i denne landsby, og de, der er, har et meget begrænset sortiment, så der er fint plads til det mobile varehus, bragt til landsbyen af en ung fyr på to hjul. Han har god afsætning af sine varer.

Lystfiskerne i landsbyen har længe været kede af, at der er så få fisk i floder og vandløb. De beskylder risbønderne for at bruge for meget kunstgødning, som vaskes ud i floder og vandløb, når rismarkerne overrisles og afvandes med skader på fiskebestanden som følge.

Nu har lystfiskerne taget sagen i egen hånd: De har bygget en fiskedam i et vandløb. Det ligner et reservoir. Vandet kommer ind i den ene ende og ud i den anden. Ved udløbet er der indsat en fiskespærre – et fintmasket ståltrådsnet, som kun tillader de mindste fisk at undlippe. Og indtaget er gjort så lille, at vandet presses igennem med stor kraft, så fiskene ikke kan komme tilbage.

Fiskedammen blev indviet i dag med en konkurrence om de fleste og største fisk. Der var præmier til heldigste fiskere.

Mor og datter har arbejdet i marken i dag. De har høstet  grønt til køerne hjemme i stalden. Her på øen er det ikke usædvanligt, at folk har en ko eller to gående i baghaven. Nu skal de hjem med dagens høst. Op på hovedet med et bundt hver. Kunsten er at rulle et stykke stof sammen til en pude, som beskytter håret og giver bylten på hovedet et godt sted at ligge. Nu  hjem.

Det er ved at være middag. Solen står højt på himlen, folk træder på deres egen skygge, termometeret har sneget sig over de 30 grader, der er næsten ingen vind. Kokken i den mobile restaurant har fundet et sted i skyggen, hvor han kan lægge sig ned og holde siesta. En klog beslutning.

Dette er en dagligdags scene på Bali: Offer til guderne. På Gudernes Ø tror man på guder, og man bringer dem ofre hver dag, er man særligt troende, giver man flere ofre hver dag. Guderne omtales altid i flertal, men en balinesisk ven gør gældende, at hinduisme i den balinesiske version – mere tør han ikke udtale sig om – i virkeligheden er monoteistisk, for der skal være tale om een og den samme gud, som bare optræder i forskellige forklædninger og med forskellige funktioner.Ofrene er ganske enkle: Nogle blomster, en cigaret, et æg, nogle småmønter. Hunde og fjerkræ kaster sig over ofringerne, så snart offerbringeren – næsten altid en kvinde – har vendt ryggen til. Der kan være godbidder at hente.