Læsende galionsfigur

Eksamenslæsning? Morskabslæsning? Fint at kombinere noget læsning med et godt sted i solen. Skibet ligger for anker i Nyhavn, og der er i hundredvis af mennesker på kajen, liv og glade dage, men det generer ikke den læsende galionsfigur.  Hun dyrker koncentrationens kunst.

Manden med hatten ved alt om Nyhavn

Desværre ved bloggeren ikke, hvad han hedder, så her må han bare identificeres som manden med hatten. Han leder byvandringer gennem Nyhavn og er her fanget på fersk gerning midt i et hold byvandrende, der lytter til hans tilsyneladende uudtømmelige forråd af viden om Nyhavn. Bloggeren sneg sig til at høre med i den smukke, gamle gård, og det var interessant. Ikke nok med at manden med hatten er alvidende, han forstår også at præsentere historien på en frisk og spændende måde. Hvis han ikke allerede har gjort det, burde han skrive en bog om Nyhavn. Han har stoffet.

Forår i Nyhavn

Nu går våren gennem Nyhavn… Der er næppe plads til en eneste bagdel mere på kajen, hver centimeter på bolværket er besat, cafeerne er fulde, folk har smidt overtøjet, pigerne har bare skuldre, drengene bare knæ. Utroligt hvad der bliver skyllet ned af forfriskninger. Flaskesamlerne har travlt. Flere orkestre spiller. Sommer i april.

Facebook tog fusen på mig

I et øjebliks distraktion har bloggeren forsyndet sig mod webbets første og vigtigste bud: Du må aldrig give et password videre. Her er historien:

Har længe haft en profil på Facebook, endda to, ville rydde op, slette den ene, redigere i den tilbageværende. Blev i den forbindelse bedt om en emailadresse. Den lå jo lige i fingrene. Så bad Facebook også om password til emailadressen. Den lå også lige i fingrene. Først bagefter – for sent – tog bloggeren sig til hovedet over egen uforstand. Og hvad sker nu: Facebook sender opfordring til alle på bloggerens emailadresseliste til tilmelding til Facebook med henvisning til bekendtskabet med bloggeren. Kreativ markedsføring! Heldigvis er listen kort, for den bruges ikke i praksis. Og bloggeren er glad for den ene på listen, der har reageret positivt. 

A propos Facebook: Man kan tilsyneladende ikke slette en profil. Man kan kun deaktivere den. Den kan så aktiveres igen ved log ind.

Bylivets fristelser (1)

1. Jogging. At løbe fra Nyhavn til molen på Langelinie. Forbi Skuespilhuset, forbi Amaliehaven, forbi A P Møller, over Toldboden, forbi Langeliniepavillonen og havfruen, lystbådehavnen, og så hen ad Langelinie. Kaster et medlidende blik til juristerne hos Bech Bruun, hilser på lystfiskerne på molen. Og så retur. Lykken ved at stå under bruseren med troperegn.

2. Kongens Have. At sidde i solen i en niche i den høje bøgehæk, nu nysudsprunget, i læ, i blomsterhaven overfor Rosenborg, her hvor dronning Caroline Amalie i form af Bissens statue har stået siden 1896 med et mildt udtryk i ansigtet og en bog i hånden.

Maleriets vej

Tilfældet ville, at bloggeren så to spændende udstillinger af nutidigt maleri, den ene på MAMAC i Nice, den anden i Bredgade 4, 3. sal,  den første under overskriften “Maleriets vej”, den anden “Adco:Venue”. På begge præsenteredes nulevende malere, meget forskellige, også indbyrdes de to steder. Et eksempel fra Nice: Gasiorowski, “Cezanne”. Nedenfor fra Bredgade: Jens Hedin, “The Rulers”.

Skulle man sætte en fælles overskrift på, måtte den gå på mangfoldigheden, på forskelligheden. Det er ikke muligt at udlede en tendens af den halve snes kunstneres arbejder. Anything goes. Alle kneb er tilladt. Men man kan sige, at maleriet lever og har det godt, det er under pres og inspiration fra fotografiet og reklamen.  Måske er der en tendes mod det hudløse, men det er jo ikke noget nyt.

Den forsvundne cykel

Øv. Min cykel er væk. Står i gården ved cykelstativet, stirrer på det sted, hvor cyklen blev parkeret for længe siden. Nu står der en anden.

Får så øje på en bunke cykler i et hjørne af gården. På cykelbunken er der  et skilt: Disse cykler bliver fjernet 1. maj 2009. Befrir cyklen fra bunken og sætter den hen i stativet. Genfundet!

Møder formanden for ejerforeningen. – Vi er nødt til at gøre noget, siger han. Der er alt for mange cykler, som slet ikke bruges, men bare fylder stativet. Uha, godt jeg reddede min cykel i sidste øjeblik.

Den var så punkteret, trækker den over til Scrøders Cykler på den anden side af Langebro, den får ny slange og strammet kæden, nyt tape på styret. Bliver vasket. Forårsklar. Herligt at cykle vildt hurtigt ind i solen.

Internet på gaden

Har jo ikke internet hjemme, er gået til internet cafe, men har også besøgt Fnac for at finde en bedre løsning.

- Det bedste for Dem er at finde en cafe med wifi og købe en kaffe, erklærede en meget hjælpsom medarbejder. En usb-stick med 3G koster 69 euro med tre timers internet, og herefter koster en time 7 euro. Horribelt! bloggeren havde samme løsning i Indo0nesien i vinter, men til helt andre priser. Og han kan ikke bruge sin egen usb-stick, men må købe en ny. Sim-kort sælges ikke separate i dette land, man skal abonnere og betale og bindes. Uha!

Så nu sidder bloggeren på en fortovscafe rundt om hjørnet. Der er ikke sol, så det er lidt koldt, fingrene lidt stive, men billigt! Kun kaffens pris.

Mørke midt på aftenen

Pludselig blev det mørkt. Sad på terrassen med en bog, et rødt tæppe om livet og et glas rødvin indenfor rækkevidde.  Alt lyset gik ud. Ikke blot på terrassen, men i naboejendommene, i gaden, kirketårnet, ellers projektørbelyst, mørkt. Strømafbrydelse. Der lød et kollektivt Ahhhh fra gaden.
Er jo vant til det fra Indonesien, hvor man placerer tællelys og tændstikker på strategiske, huskbare steder. Her, i Europa, har man ikke det beredskab. Man fumler sig frem. Og blæsten slukker stearinlyset, så man må flytte indenfor.
Det varede to timer. Avisen skriver, at det var hærværk. For nogle dage siden skete det samme i et andet kvarter. – Hvad bliver det næste, spørger Nice Matin med fransk drama i stemmen.
Restauratøren nede på pladsen er fortørnet: Kunderne gik uden at betale. Nogle tog mad og flasker med, siger han forarget.
Går i seng i buldrende mørke. Vågner senere med lys i alle lamperne.

En forårsdag på sofaen

Forår er det. Overskyet, lidt kold vind fra øst. Bruger en del af eftermiddagen på en cykelklassiker, som køres denne påskesøndag: Paris – Roubaix. 269 km, hvoraf France 2 sender 144. En del af løbet køres på små, brostensbelagte veje. Et veritabelt helvede på cykel! Det er ren tortur. Feltet er stort, vejene smalle, rytterne er i vejen for hinanden, der er mange styrt. Der er lavet en film om det: Jørgen Leth, En forårsdag i helvede.
Bloggeren fik en racercykel med 10 gear i konfirmationsgave, og han er stadig lidt bidt af cykleriet, selvom dopingskandalerne omkring Tour de France har kølnet entusiasmen.
Det er ganske lækkert at lade dagen glide forbi, medens man er henslængt på sofaen foran fjernsynet med grøn te og bagerens store marengs. Undskylder tidsfordrivet med, at det er godt for det franske at høre kommentarerne. Sportsjournalister bruger jo ikke noget stort ordforråd, ingen svære ord, ingen komplicerede sætninger. Lige ud ad landevejen.