Balinesisk massage

Man kan få massage overalt på Bali. På stranden, i en af de utallige skønhedssaloner, på hotellet – ved poolen eller på værelset – eller i sit hjem. Massørerne har ikke kun turister og udlændinge som kunder. Mange balinesere tager regelmæssigt massage. Normalprisen er 50 – 60.000 rupiah for en time, cirka 30 kroner. Det er dog ikke usædvanligt, at turister afkræves meget højere betaling, men det er optrækkeri.
Der tilbydes mange former for massage ud over den traditionelle balinesiske. Nogle massører kommer fra andre områder i Indonesien, og de har deres særlige stil. Et gennemgående træk er, at de har lært massagekunsten af deres mor eller bedstemor. Der findes massageskoler, som tilbyder kurser, og som afslutter med en eksamen og – hvis bestået – et diplom, som massøren stolt kan hænge op på væggen over massagebriksen.
Bloggerens foretrukne massør (han har prøvet mange) hedder Made, han er 24 år, gift, men endnu ikke far. – Vi sparer sammen til babyen, siger han. Hans kone har også job, og det er måske ikke foreneligt med en baby. Made er hindu og arbejder i sit hindutøj. Han var ked af, at han havde glemt den traditionelle hovedbeklædning til fotograferingen, som skete ved bloggerens pool. Han har en meget gammel bil, som han bruger til sit andet erhverv som tour guide. Han har arvet bilen efter en onkel.

Slanger i paradiset: Balis plager

Bali er ramt af alvorlige plager, som hver for sig har bragt myndighederne i alarmberedskab: Hundegalskab (rabies), fugleinfluenza og AIDS/HIV.
Gale hunde har angrebet mennesker og bidt dem. Seks mennesker er allerede døde. I hovedstaden, Denpasar, har man taget konsekvensen: Alle vilde hunde dræbes. Det er en meget stor opgave, for der er i tusindvis af dem. Hundeejere kan få deres dyr vaccineret, men da det er temmelig dyrt, sker det ikke ofte. Et andet problem er, at regeringen har valgt et lokalt produkt, som kræver revaccination efter tre måneder. Husker hundeejerne det – og man man finde de hunde igen, som hundepatruljerne har vaccineret?
Det er en del af den balinesiske kultur, at man holder fjerkræ. Høns og ænder færdes overalt omkring et balinesisk hus. Børnene leger med fuglene. Fugleinfluenzaen spreder sig nu til mennesker, hver dag rapporteres om dødsfald, ofrene er som regel børn. Fjerkræ slås ned i landsbyerne, men beboerne gemmer fuglene, medens myndighederne er på besøg.
På traditionel hindumaner har byrådet i Denpasar holdt en ceremoni på en strand, hvor hindupræster bad guderne om hjælp i kampen mod rabies og fugleinfluenza. Ceremonien blev overværet af ledere fra andre religiøse trossamfund, som hver for sig vil bede til deres gud.
Og så er der ko0nstateret udbrud af Chikungunya (CHIKV). Det er en virus, der overføres ved myggestik. 32 indbyggere i en lille landsby lider af feber og smerter i lemmerne. Den er – i modsætning til dengue-feber, som også overføres ved moskitostik – ikke fatal, men meget ubehagelig.
De nyeste tal for HIV-Aids på Bali er frygtindgydende. Der er, hvad der svarer til 10 nye tilfælde hver dage. Og det er statistik.Måske en mangelfuld statistik. Der er total tavshed omkring HIV-Aids. Ingen information, ingen gratis kondomer, ingen gratis test. De muslimske imaner fordømmer homoseksuelle, hinduerne lukker øjnene. Der er en omfattende både mandlig og kvindelig prostitution, endda med bordeller for begge køn. Bali er jo et mål for sexturisme, og det er en industri, som har sine menneskelige omkostninger.

Træskærer med ide og niche

Kadek Kerta Rusmana Yasa, 23 år, indtager en særstilling blandt Balis træskærere. Han fik en ide og indrettede sig en niche:  Han skærer flaskeholdere.
Kadek voksede op i en landsby med træskærere. Han fik sin ide under et besøg på en cafe i Kuta. Hjemme lavede han en prototype, som han viste til nogle turister. En af dem var en fransk restauratør.
- Bonne idee, sagde franskmanden og bestilte 12 af flaskeholderne. Så var forretningen i gang. Den næste ordre var på 100 flaskeholdere.
Oprindelig brugte han noget hårdt, balinesisk træ, Cempinis, men det viste sig uegnet. Nu bruger han Suar træ fra Sumatra. Dyrere, men bedre.
Kadek er tvilling. Hans bror hedder Putu. Og deres far lagde butik og værksted til. Han kalder det Twin Wood Carver. Nu laver Kadek design, som så føres ud i livet af en skare træskærere. Han går samtidig på Udayana Universitets designskole.

En hellig dans

Weekenden stod igen i ceremoniernes tegn på tropeøen Bali. Blandt ceremonierne var en dans, som er hellig. Den hedder Rejang, og den udførees af ganske unge piger i forbindelse med et ritual, som hedder Tumpek Wariga. Dette ritual skal minde folk om vigtigheden af at beskytte planter og træer, fordi det grønne er så vigtigt for menneskers liv. Pigerne er iført smukke kustymer, traditionelle balinesiske dansedragter. Hovedbeklædningen skal symbolisere planter og træer.

Byggeri på balinesisk

Der bygges meget på Bali. Der ses byggekraner mange steder, men de fleste byggerier klares uden byggekraner og andre, sofistikerede redskaber. Arbejdskraften er billig, og der løftes og bæres med håndkraft. Arbejdsugen tæller syv dage, og byggesjakket bor tit på byggepladsen, hvor et hjørne kan være indrettet til primitiv, midlertidig beboelse. Man ser mange kvindelige byggearbejdere, studser over det hårde slid, som de udsættes for – til en ussel betaling.
Det er karakteristisk for balinesisk byggeri, at man bruger bambus i vidt omfang, navnlig som afstivning. På billedet ses, hvorledes bambusstænger bærer den næste etage. Bambus er stærkt og billigt.

Ogoh-Ogoh i fare

Årets helligste dag, Nyepi, nærmer sig med hastige skridt. Det er den dag, da alt er lukket og slukket på Bali. Man må ikke forlade sin bopæl, ikke gå på arbejde, ikke køre eller gå nogen steder. Selv den interntionale lufthavn på Bali er lukket den dag. Og hjemme skal man være stille, ikke sige et ord, ikke høre radio eller se TV, ikke tænde lys. Hvorfor? Dæmonerne skal narres til at tro, at der ikke er nogen mennesker på Bali, så de hastigt tager et andet sted hen.
Forud for Nyepi, der i år falder den 26. marts 2009, laver man traditionelt store pap-og plastik-figurer, såkaldte Ogoh-Ogoher, som skal skræmme dæmoner væk. Disse figurer er skrækindjagende uhyrer. Et eksempel ses ovenfor fra sidste års Nyepi. De bæres rundt i landsbyen på lange bambusstokke, båret af landsbyens unge mænd. Denne parade hedder Pengrupukan. Landsbyerne konkurrerer indbyrdes om at lave de mest skrækindjagende Ogoh-Ogoher.
Men i år er Ogoh-Ogoherne i fare, for Nyepi og de med den forbundne religiøse fester, Galungan og Kuningan, kolliderer datomæssigt med lokalvalgene på Bali. Autoriteterne er nu bange for, at paraderne skal udvikle sig til ballede i forbindelse med de politiske kampagner f0rud for lokalvalgene. Produktionen af Ogoh-Ogoer er imidlertid allerede i gang. Det ses, når man færdes rundt i landsbyerne, så spørgsmålet er, om autoriteterne kan vinde over traditionen. Et forbud mod Ogoh-Ogog ville svare til et forbud mod juletræer i Danmark.

Det moderne Bali

Drømmen om Bali som en ø med rismarker og palmekransede, hvide strande er ægte nok, for det Bali findes. men der er også et andet Bali, og det er den del af Bali, der bliver mindre og mindre balinesisk og mere og mere indonesisk. Det er den del af Bali, som de fleste balinesere lever i. Det er en moderne tid med trafik og trafikpropper, forurening, ikke mindst på vejene med udstødning fra de mange motorcykler, mobiltelefoner og støj. Det sydlige Bali vil snart være eet bymæssigt bebygget område, hvor rismarkerne må vige for erhvervs- og boligbyggeri, det meste ret ucharmerende.
Det kan måske trøste, at forandringen fra det gamle til det nye Bali sker ret langsomt, omend nok uomgængeligt. Her er et eksempel. Det er hentet fra en meget befærdet landevej, hvor asfalten skal fornyes. To mænd bliver sat til at brække den gamle asfalt op i den ene kørebanes bredde. Det tager tid. De har ikke maskiner til hjælp, men hakke og skovl. Imens er trafikken blokeret i det ene spor. Det giver meget lange køer. Der er ikke trafiklys, der kan regulere trafikken, heller ikke en mand med et flag. Så folk i det ene spor venter i lang tid – sudah lama, siger de på det lokale sprog. Det er måske værst for de mennesker, der bor i landsbyerne langs landevejen. De har en hård tid, medens trafikkøen oser.

På Bali tror man på dæmoner

Mange mennesker på Bali tror på dæmoner. Det gør i hvert fald den store befolkningsgruppe, der er hinduer. Dæmonerne er en del af folks hverdag. Man er nødt til hele tiden at h0lde dem på afstand ved at bringe ofre til dem. Og man beder bønner til guderne for at få beskyttelse mod dæmoner.
Dæmonerne synliggøres i den folkelige kunst. Her er to eksempler på statuer af dæmoner, begge i sten. De kommer også i træ. Man finder disse dæmonfigurer alle steder på Bali, især ved og i templer. Den ene dæmon har fået et offer, en lille, flettet kurv med lidt blomster og ris. Det skulle gøre ham fredsommeligt stemt. Den anden har fået et par røde blomster. Det skulle pacificere ham.
Det er selvfølgelig – som så meget andet religion – overtro, men dæmondyrkelsen er reel nok. Den gennemsnitlige balineser tror, at dæmoner kan gribe ind i menneskers liv for både det gode og det onde. Kunsten er at holde sig på god fod med dem, så de er venligtsindede.

På nettet med 3G modem

Bloggeren blev forvænt med hurtigt internetadgang i huset i Ubud, hvor der var et højhastighedsmodem. Han var ellers vant til at frekventere diverse internet cafeer, hvilket kunne være hyggeligt, men også lidt trættende. Nu, i den sidste måned af vintereksilet, har bloggeren investeret et par hundrede kroner i et USB 3G modem, som sender hans lille Asus EEE 901 på nettet. Ikke med rekordfart, men heller ikke meget langsomt.

Lavede en Google-søgning på 3G modem, fik telefonnummer på et edb-firma i nærheden af huset i Jalan Kerobokan, ringede og fik en aftale – ikke i firmaet, men hjemme! Blev fint rådgivet af en ung IT-mand, som derpå indkøbte modemet hos leverandøren i Denpasar og lagde den medfølgende software ind på et usb-stick, for bloggerens PC har ikke diskettedrev. Han kom igen her til aften, i regn, lyn og torden, og installerede modem og software, så nu er bloggeren på nettet fra sit domicil! Der skal et sim-kort til, og man skal købe sendetid hos leverandøren, ligesom til mobiltelefonen. Men det er jo til lokaltakst, så det går nok.

Unikt design

Designer Tjok Istri Ratna Sudharsana startede sin karriere som skolepige med at lave sit eget tøj. Hun fik en uddannelse på Balis Udayana University i afdelingen for Design og Fine Arts. Nu er hun en af Balies førende designere. Hun leverer tøj til præsidentparret og til celebreties, bl.a. miljøaktivisten Erin Brockovich. Hun kalder sit firma Biat Design, og hun har fået en UNESCO-pris, Seal of Excellence.

Ratna nedstammer fra en kongelig familie i Ubud, og hun lægger ikke skjul på, at hun trækker på sin balinesiske baggrund i sit farvevalg og sit design. Hun har nogle principper for sit arbejde: Kun eet eksemplar med det samme design. Nyt design hver gang. Og alt er håndarbejde. Fremstillingen af et sjal tager 20 dage. Netop sjal og kebayas