En god fangst

Fiskeren har fået en god fangst. Han har da også været tidligt oppe, fortæller han, for at komme ud med båden. Endda var det regn, lyn og torden tidligt i morges. Nu har konen overtaget fangsten. Hun kører den til markedet på sin motorcykel. Hun tilbød bloggeren en flot fisk for mindre end en 10´er, men det fine tilbud måtte afslås, dels fordi det er besværligt at slæbe rundt med en fisk, dels fordi bloggeren ikke havde fjerneste ide om, hvorledes sådan en krabat skal tilberedes. Men fiskerens middag og dagløn er reddet.

Tusindvis på stranden

Kuta er turistcentret i det sydlige Bali. Der er masser af cafeer, restauranter, barer og diskoteker. Shops af enhver slags, et marked med billigt tøj og kopi DVD og CD. Og så er der stranden. Her flokkes også balineserne. Billedet er taget sent en lørdag eftermiddag. Der er i tusindvis af mennesker på stranden, fortrinvis lokale folk. Bloggeren anser Kuta for at være et ganske afskyeligt sted med larm og dårlig luft. Og her viser turismen sit grimmeste ansigt: Balineserne sætter deres værdighed på spil for at tjene nogle håndører. Men stranden er smuk, bred og lang.

Rullende bar med kokosnødder

Manden på billedet sælger kokosnødder. Eller rettere sagt mælken fra kokosnødder. Den betragtes på Bali som en herlig læskedrik. Han trækker rundt med sin vogn, og der er god afsætning. Mælken hældes direkte fra kokosnødden i et glas, værsgo at drikke.

Her sælges taletid

Telefonselskaberne i Indonesien giver ikke kredit, i hvert fald ikke til private telefonbrugere. Her i landet køber man sig en mobiltelefon. De billigste koster et par hundrede kroner. Telefonen er ikke låst, som danske mobiltelefoner kan være det, så kunderne er ikke i lommen på en bestemt operatør.

Næste skridt er at købe et sim-kort, som sælges i en telefonbutik, og som næsten ikke koster noget. Der er nemlig ikke megen taletid på kortet. Taletid skal man købe for sig og forudbetale. Man går ind i en af de mange telefonbutikker og køber taletiden, som så overføres til ens telefon. Man kan følge med i forbruget ved at taste en kode, så får man status.

Billedet viser en telefonbutik. Der er masser af dem overalt, og de reklamerer kraftigt med skilte og bannere, her for XL, som tilfældigvis også er bloggerens operatør. Man køber telefon, simkort og taletid uden at legitimere sig, så man kan være helt anonym bag et 12-cifret telefonnummer. Et paradis for terrorister. Bliver man træt af sit telefonnummer, køber man bare et nyt simkort.

Danske turister i Indonesien med telefonbehov bør ubetinget sætte et lokalt simkort i mobiltelefonen og købe taletid. Det er langt billigere end at bruge den danske telefon.

Indonesien har fået 3G, og det betyder, at man kan gå på nettet via et 3G simkort. Man køber et 3G USB modem og et 3G simkort og sætter det i sin computer. Der skal noget6 software til, hvis computeren ikke er født med 3G, således som Acers nye mininote er det. Så er man på nettet, hvis der ellers er 3G-dækning, og det er der kun nogle steder endnu. Det er faktisk mobilt Wifi. USB-modemmet koster 700 kr., og forbindelsen tæller som lokalopkald, så det er en ret billig løsning, langt billigere end de danske tilbud på mobilt internet via USB-stik. Men det er fakisk sjovere at gå i en lokal internet cafe, for her kan man møde lokale folk, og det kan være hyggeligt! Og så koster det kun 3 kroner i timen, og til den pris kan man ikke være bekendt at klage over langsomme forbindelser.

Rød lampe

Der sidder en halv snes unge fyre på gulvet i dette værksted, der er åbent ud mod gaden, så man kan gå lige ind eller bare betragte aktiviteten udefra. Her fremstilles lamper. Vistnok kinesiske lamper. De laver et stativ af metaltråde, så det ligner en bold, monterer et stykke hvidt papir – måske rispapir – udenpå, limer det, så det sidder fast, og maler papiret. Den foretrukne farve er rød, højrød. De sidder på gulvet, snakker hyggeligt sammen således som unge mænd snakker sammen over hele verden, og de tjener cirka 400 kr. om måneden, som fortrinsvis skal dække husleje til et meget primitivt rum med delt køkken og toilet og leje af motorcykel. Ingen af dem er gift. – Det er dyrt at blive gift, siger de, og vi er unge endnu. Still looking!

Spil inde og ude

Når man ikke har fjernsyn hjemme eller ikke har råd til at få sig et spilkonsol, er det jo heldigt, at der findes spillesteder som dette, hvor unge fyre kan få afløb for spillelidenskaben. De sidder på måtter på gulvet foran fjernsyn og spiller spil. Ejeren af spillestedet sidder udenfor og spiller guitar.

Maleri med relief

Maleren Karyanto har specialiseret sig i malerier med reliefvirkninger. Det foretrukne motiv er afrikanske masker. Han bruger fint savsmuld, blandet op med lim, til at skabe reliefeffekten. Karyanto er fra Java, men arbejder på Bali, hvor han har et atelier, som også er et galleri, på Sunset Road i Seminyak. Han maler, siddende på gulvet, med sin familie omkring sig. Hans

kunst kan også ses på www.karyantogallery.com.           

Stranden, sig selv igen

Først kom stormen, som skyllede grene, træstammer, bambus, kokusnødder og alverdens andre ti9ng op på stranden. Så kom de døde fisk. I tusindvis af fisk drev i land, de fleste små, over en flere kilometer lang strækning. Forklaringen? Et gæt i avisen var, at et stort fangstskip havde smidt lasten over bord. En marinebiolog sagde, at fiskene kunne være døde efter at være blevet ramt af en undersøisk tsunami. Et mysterium. Endelig kom platikaffaldet, indonesisk efter teksterne. Igen over mange kilometer: Plastikposter, plastikemballage Hvorfra? Også et mysterium.
Det tog nogle dage, før stranden blev ryddet efter den første storm. Stærk, dårlig fiskelugt fik folk til at gå i aktion for at samle og destruere de døde fisk. Nu er også plastikken revet sammen og begravet. Stranden ligner sig selv. I dag er det et fremragende solskinsvejr, en tropeø værdigt, med en let brise. Varmt. Vandet kommer i lange, dovne bølger, gode at hoppe rundt i.

Kunst, der afspejler Indonesien

En af fornøjelserne ved at bo i et fremmed land nogen tid er at åbne døren til landets kunst. Her er der oplevelser at hente. En af dem er Tisna Sanjaya, hvis værker for tiden udstilles på National Gallery i Jakarta. Han er elev af Kaethe Kollwitz, og der er nogle stærke europæiske tendenser i hans arbejder, men hans kunst afspejler Indonesien og især Java, hvor han bor nu. Hans arbejder i form af maleri og grafik er tit mørke og dystre, som livet i Indonesien også kan være det. Hans Amnesia Cultura er et panel med 14 elementer, som skildrer uhyrlighederne under diktatorerne. Et andet hovedværk er Wajah-wajah Peradabaan (civilisationens ansigter).
Sanjaya sender også et politisk signal. Han protesterer mod udnyttelsen og ødelæggelsen af naturen på Java. Han stillede glas med forurenet vand fra landsbyer i Vestjava op ved indgangen til udstillingen. Og han brugte aske fra et marked til et multimediaværk, .

Søger de ydmyge steder

Bloggeren har adskillige lokale restauranter lige uden for døren, ude i gaden. Nogle er permanente, som den ovenfor, andre springer til live på parkeringspladserne udenfor forretninger og kontorer, når forretningstiden er slut. Så transformeres pladsen til  en restaurant, køkkenet er mobilt.

Menuen er selvfølgelig lokal, bakso, kødboller, den overvejende favorit, men der er også et stort udvalg af ayam, kylling, i mange udgaver. Lige for tiden foretrækker bloggeren kylling i karry! Det er hyggeligt at sidde blandt de lokale til en ellers ensom middag, men man kan også få hele herligheden i en plastikpose, diner transportable, makan jalan.

Prisen? En herlig middag f0r en 10er. Man kan selvfølgelig også ringe efter en pizza, men så tradobles prisen.