Stue uden væg, bad uden tag

Det må være morsomt at være arkitekt i troperne. Man behøver ikke bekymre sig om isolering eller K-værdier. Vinduer kan være så store, som man har lyst til at gøre dem. Opvarmning behøver man ikke tænke på. Til gengæld er air conditioning nærmest et must. Der er nok et kæmpe potentiale for solenergi, men man ser sjældent solfangere på tagene. Måske fordi udendørs varmtvandsbeholderne opfanger solens energi.

Byggeriet er fortrinsvist papirløst. Sådan noget som en byggetilladelse ser man som hovedregel stort på, i hvert fald på disse kyster. Man bygger, som man lyster. Der er dog selv her en indberetningspligt, når man har bygget, men den er vist også teoretisk. Til gengæld er det langtfra alle, der bruger arkitekter. Hovedreglen er, at bygherren selv står for det hele. Resultatet er tit derefter.

Klimaet giver nogle helt særlige muligheder. Man behøver ikke vægge hele vejen rundt om stuen. Nogle sider kan være åbne, eventuelt med en bambuspersienne til at hejse ned, når det regner, eller når solen står på. Og badeværelser kan være åbne, helt eller delvist uden tag. Det er faktisk meget lækkert med et udendørs badeværelse. Man tager en bruser i solen. Hilste i morges på en fugl, der sad på kanten af badekarret. Den var kommet først til morgenbadet. Det er til gengæld mindre hyggeligt at finde spor efter muse- eller rottetænder i sæben.

Et hus i Kerobakan

Den store beslutning er truffet: Bloggeren har lejet et hus for de næste to måneder. Et hus med to soveværelser, hvoraf det ene kan ændres til dagligstue/arbejdsrum med TV (mange kanaler, også vestlige), køkken, udendørs dagligstue og egen swimmingpool, ikke stor, men ok. Fra soveværelset på 1. sal er der udsigt til områdets tage. Hus med have og pool er indrammet af en meterhøj mur, der sikrer privatliv. Huset ligger i et bolig- og forretningskvarter i en af de mange for- og sammenvoksede landsbyer, som udgør Seminyak nord for Kuta.

Det var ikke noget let valg. Bloggeren så 6-7 huse, hver med sit problem: Et lå lige ved siden af en skole, et par huse var naboer til støjende byggeri, et havde en farlig trappe til soveværelset, nogle var for dyre. Detteher hus koster under 200 kr om dagen, så det er forholdsvist billigt. Der følger daglig rengøring med. Det ligger i en minilandsby i landsbyen: Ejeren har sin forretning – vistnok isenkram – ud mod gaden, så følger en tom byggegrund, derpå et hus, som er langtidsudlejet til en amerikaner, derpå endnu en tomt foran bloggerens hus og til sidst ejerens beboelse, et mylder af små huse og et tempel, for han er hindu. Der er to lokale restauranter lige ved siden af, og ejeren melder, at de gerne bringer maden til huset! Skulle det ikke slå til, reklamerer både Pizza Hut og MacDonalds med fri levering 24/7 (nudansk for hele døgnet, hver dag). Bare ring.

Der er 10 kr i taxi til stranden, og det er den, der trækker her. Det ligner på mange måder Vesterhavet: Store dønninger kommer rullende ind mod stranden, der er et stærkt tidevand. Man kan vandre i timevis i det lyse, varme sand på bare tæer. På lange strækninger uden at se et menneske. Solnedgangen over vandet i aften var fantastisk.

Billedet viser husets ejer, medens han skriver en kvittering for depositum.

På Gudernes Ø

Bloggeren er vel ankommet til Bali, Gudernes Ø, som modtog ham med smil og varme – og af og til med en heftig regnbyge. Vi er jo i regntiden, så alting er grønt og frodigt. Temperaturen ligger omkring 30 gr. De første dage har været præget af jet lag – utroligt så træt man bliver af at sidde 12 timer i en flyvemaskine. Med tid i lufthavne, afgang og transit var det en tur på 24 timer fra dør til dør.

Den første uge er også gået med at finde et hus, denne gang i det sydlige Bali, så tæt på stranden som muligt. Der er et stort udbud. Lige nu har bloggeren et valg mellem fire huse, fra 1.000 til 1.400 USD pr måned. Det er huse med et eller to soveværelser, åben dagligestue, vi er jo i troperne, køkken, lidt have, som regel bare græs, og swimmingpool, alt hegnet ind af en høj mur, så man har privatliv. TV med internationale kanaler og rengøring er inkluderet. Hvert af dem ville såmænd gøre sig godt i Bo Bedre som tropisk paradis

Velkommen til …

Dagens udfordring var at installere et nyt styresystem på den stationære computer. Bloggeren har længe været træt af Windows og ser Linux som fremtiden: Et åbent, gratis system, ikke baseret på en masse profit til nogle halvgamle nørder, der har fået sig en fed fidus, men mange entusiaters fælles indsats for at skabe et hurtigt og sikkert styresystem. Blandt de mange Linux-dialekter valgte bloggeren Ubuntu, som nok er det mest udbredte.

Ubuntu hentes på nettet, downloades, det kan køre straks fra computeren; man kan også brænde sig en CD. Det skaber selv en dual boot – man kan vælge. om man vil køre Ubuntu eller Windows ved starten af computeren. Det gik fuldsatændig smertefrit, bortset fra et teknisk problem, som kunne løses med hjælp fra en af de mange hjælpesider på nettet. Nu kører det. Ubuntu er hurtigere end Windows, ikke så finurligt og omstændeligt. Man kan mærle, at det er brugere, der har designet det, ikke Microsofts programmører. Det er utvivlsomt langt bedre end Windows Vista, og bloggeren foretrækker det også frem for Windows XP. Ubuntu har fremtiden for sig, Windows er fortid.

Hvor er mit valgkort til præsidentvalget i USA?

Bloggeren følger med stor interesse valgkampen forud for præsidentvalget i USA, men gribes også af en stor frustration: Hvorfor har vi ikke valgret? USA har jo så stor betydning for hele verden, at det kun ville være ret og rimeligt, at alle indbyggere på denne planet havde valgret til præsidentvalget. Hvis den amerikanske præsident bare holdt sig til USA, kunne det jo være det samme, men han fører krig i andre lande, helt uden at spørge de lokale, om de ønsker disse krige. Og den danske regering har jo deponeret dansk udenrigspolitik i Washington. Præsident Bush ringer til den danske statsminister for at få hjælp i Iraq, og statsministeren adlyder villigt og blindt uden at stille vanskelige spørgsmål. Havde Iraq masseødelæggelsesvåben? Var der terrorister i Iraq?

Men bloggeren kigger forgæves efter valgkortet i posten. Det kommer ikke. Trøsten er at USA nok mister sin position som supermagt inden ret længe. Den økonomiske krise er de sidste krampetrækninger.

Malaika

Bloggeren forbereder jo en vintersafari til de varme lande, og det indebærer et døgns rejse mod øst. En måde at overleve så mange timer i fly og lufthavne på er at høre musik, så bloggeren fylder sin lommejukebox af IPod-typen med musik fra gode fildelingssteder på nettet. Prøver at huske spændende navne. Et af dem Tommy Steele – tænk, de har A Handful of Songs, som Tommy Steele slog igennem med i slutningen af 1950erne. Og Miriam Makeba. På afspilningslisten står pludselig hendes Malaika, en sang på swahili, som var et hit i Østafrika, da bloggeren boede der omkring 1970. Han kan den næsten udenad!

Det er utroligt, hvad man kan finde: Svantes viser, Poul Reumert med Guldhornene, Brecht og de gode klassikere: Mahler, Beethoven … Singapore Airlines er berømt for sit underholdningskoncept med en skærm indbygget i bagsiden af sædet foran, men det er nu rart selv at have valgt sin musik. Mangler bare Andersens dejlige Som en rejselysten flåde – for rejselysten, det er han.

Sofaen tager magten

I bloggerhulen har sofaen taget magten. Hvor bloggeren før sad anstændigt parkeret ved sit skrivebord, i den højryggede skrivebordsstol, ved computeren, slænger han sig nu i sofaen. Hvorledes går det til? Et nyt legetøj! En minicomputer, en Asus Eee 901, sortlakeret som et flygel, men lille som en bog. Vægt cirka et kilo. Den kan haves i skødet. Og da den går trådløst på nettet, kan den håndteres alle steder. Det opfordrer til lange sesssioner i sengen om morgenen og ellers på sofaen.

Den er udstyret med Windows XP, en masse hukommelse, et batteri til fem timer, og den har straks fået en følgesvend, en superlille mus fra Tiger til en halvtredser. Og så læser den de små SD-kort, så fotos fra fotoapparatet straks kan ses på skærmen. Et vidunder. Og endda til en overkommelig pris.

Selamat pagi

Bloggeren er så småt ved at forberede vinteren, som han agter at tilbringe på en tropeø. Blandt de mere seriøse forberedelser er en genopfriskning af det lokale sprog, Bahasa Indonesia, som han langtfra behersker, men som det er godt at kunne noget af til dagligt brug udenfor turistområderne. Det er i realiteten et gammelt malayisk sprog. Det tales også i Malaysia og i Singapore. Det blev indført, da det hollandske kolonirige – Ned Indie – brød sammen efter den japanske besættelse under 2. verdenskrig. Hollænderne troede, at de kunne komme tilbage som koloniherrer, men de blev sat på porten efter en kort frihedskrig og pres fra det dengang nystiftede FN. Den nye republik skulle så have et fælles sprog – folk taler mere end 100 lokale sprog – og så blev man enige om Bahasa. Det var nok en fejl, engelsk havde været langt bedre som fælles sprog.

Det er bloggerens første ikke-europæiske sprog. Det er ret let: Meget lidt grammatik – ingen køn, ingen bøjninger, intet ental/flertal. Dreng hedder for eksempel laki, og er der flere af dem, siger man bare laki-laki. Det sværeste er, at man kan gøre udsagnsord til tillægs- og navneord ved at tilføje et præfix, for eksempel mem.

Overskriften betyder god morgen.

Efter 40 år i Italien

Ugens mest spændende fernisering var nok Galleri Asbæks præsentation af billedhuggeren Jens-Flemming Sørensens værker under titlen “Efter 40 år i Italien”. Sørensen, der nu er 75, bor og arbejder i Italien i et område med bronzestøberier og marmorværker. Han arbejder med både bronze og marmor. Han har en forkærlighed for smukke kvinder, der for eksempel træder ud af et træ. Materialet og håndværket er centrale elementer. Der er noget gådefuldt i hans skulpturer. De fortæller en historie.

Den mystiske digtsamling

Det er som taget lige ud af Søren Kierkegaard, der fandt manuskripter i hemmelige rum i chatoller og i kasser, draget op af søer i Nordsjælland. Bloggeren har fundet en digtsamling, kun otte sider, skrevet på en gammeldags skrivemaskine. Hvor? Udenfor Charlottenborg! Her havde man heromdagen placeret nogle papkasser med bøger på fortovet med påskriften “Gratis”. Bloggteren snuppede bl.a. en bog fra slutningen af 1950′erne. Indeni lå digtsamlingen. Manuskriptet er vistnok ikke et udtryk for den store digtekunst. Rimløse digte. Nogle navne trænger sig på, men manuskriptet er usigneret, udateret, kun pagineret med en rød kuglepen. Et mysterium.