Jeg er Per Ekelund

Dagbog – fra Nyhavn, Nice og Bali

Venstres fremtid

Efter det historiske budgetforlig mellem socialdemokraterne og de borgerlige på Københavns Rådshus står det klart, at Venstre kan gøre sig selv en stor tjeneste ved at springe en generation over ved valg af efterfølger for partiformanden: Farvel til den bilags-sagsbelastede Lars Lykke Rasmussen (mon han stadig ryger cigaretter på skatteydernes regning?) og velkommen til kulturborgmester Pia Allerslev. Det er forhåbentlig sket med de småfede, mandlige politikere, der ikke kunne kende forskel på deres egne og skatteydernes penge.

september 28, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Velkommen, vinter

Lørdag sagde sommeren farvel. Det var et velsignet sensommervejr, unge piger gik med bare skuldre, overtøj var definitivt yt. Søndag blæste en iskold vind gennem tøjet og marv og ben under morgenløbeturen. Vinteren er på vej. Frank Jæger har et dejligt digt – “Velkommen vinter” – hvor han især skeler forventningsfuldt til bogreolen med klassikerne. Bloggeren har en særlig reol med ulæste bøger. Det er vinterens forrådskammer.

Bloggeren er jo, sin vane tro, på vej sydpå, endda sydøstpå for at nyde vinteren under tropiske himmelstrøg. Pakningen er begyndt. Der er flere bøger end tøj i tasken.

Her i bloggerhulen er der endnu ikke tændt for varmen, og bloggeren har et væddemål med sig selv om nødvendigheden af varme i de næste tre uger. Det er så lækkert at få forudbetalte varmebidrag retur efter måleraflæsningen, når fyringssæsonen er forbi!

september 28, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Lang dags rejse

Bloggeren følte sig meget smart, da han konstruerede en hjemrejse til København fra Nice via London Stanstead med lavprisselskabet EasyJet. Den kom til at koste godt 600 kr.   Sterling ville have det dobbelte, SAS det tredobbelte. Turen via London gav en halvanden times ekstra flyvetid plus to timers transit i Stanstead, men det retfærdiggjordes af den billige pris.

Det føltes bare slet ikke smart, da EasyJet-flyet fra Nice til London Stanstead var aflyst. Canceled – stod der på lystavlen. Heldigvis var der råd: EasyJet havde to maskiner til London den morgen, og det andet fly, til Luton, gik planmæssigt. Derfra bus til Stanstead. Det var en tur på en times tid ad regnvåde midtengelske motorveje, gennem grå industriområder, afbrudt af brune rækkehuse og nypløjede marker, lidt grønt hist og her i det tidlige efterårs mørkegrønne farve, isprængt lidt gult. Derpå afgang fra Stanstead til København med et seks timer senere end beregnet fly til København: Samlet rejsetid dør/dør: 14 timer.

Det gik op for bloggeren, at flyselskaber aflyser fly, når flyet er dårligt belagt. Aflysningen skyldes udelukkende kommercielle forhold. Luftfartsselskabet tjener penge på at bryde transportaftalen. Flyet til Luton kunne mageligt rumme både sin egne og Stanstead-flyets passagerer. Der var endda tomme sæder. Hvorfor så  flyve med to fly? Det er meget billigere at køre passagerne til Stanstead i bus fra Luton! Og det sker gang på gang. Ekspedienten i lufthavnen i Nice erkendte, at sådan er det. Bussen var allerede bestilt i Luton!

EU-reglerne om flypassagerers rettigheder giver passageren mulighed for at få pengene tilbage, når flyselskabet aflyser. Men flybilletten er typisk købt billigt nogen tid i forvejen, og en alternativ billet med andet selskab på aflysningstidspunktet er meget dyrere. Derfor er EU-reglerne ikke særlig passagervenlige. De burde give passageren mulighed for fuld dækning ved køb af alternativ billet.

september 25, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Farvel, frøken Salander

Har vendt den sidste af 704 sider i det tredie og uigenkaldeligt sidste bind af Stieg Larssons Millennium-triologi. Fik det sidste bind om luftkastellet, som sprængtes, i lufthavnen for et par uger siden i en svensk pocket-udgave, der afsluttes med et efterord, skrevet af Daniel Poohl, redaktør for tidsskriftet Expo, som Stieg Larsson stiftede. Han rister en smuk minderune over forfatteren, der døde i 2004.

Det føles altid tomt, når man har lagt en god bog fra sig, navnlig når det er den sidste i en serie, som man er kommet til at holde af. Husker sorgen, da den sidste Jan-bog udkom engang i 1950erne. Knud Meister – nu afdød forfatter og journalist – skabte et ikon i form af en drengedetektiv. Han skrev vel en snes stykker af dem, alle indbundet i stift bind med rød-hvide striber og en tegning i et forstørrelsesglas på forsiden. Bloggeren havde dem alle! De stod i reolen i drengeværelset sammen med Tarzan-bøgerne. Meister overtog med Jan-figuren faktisk de gamle Flemming-bøgers rolle som ungdommens opdrager. Så er vi dog tilbage i bedsteforældregenerationen. Hver generation har tilsyneladende sine serier. Bloggeren læste i sin tid i smug døtrenes De Fem-bøger. Sidst, tomheden meldte sig, var da bloggeren læste sidste bind i Jan Guillous Arn-serie. Har nu kastet sig over sidstnævntes Fienden Inom Oss.

september 19, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | 1 Kommentar

Med internettet på uni

De franske læreanstalter har taget hul på det nye, akademiske år. Nice Matin bringer billeder af studerende ved pultene på universitetet i Nice. En observation: Der står en laptop foran næsten hver eneste studerende. – Selvfølgelig, siger Marc, en studerende. Jeg føler mig ikke påklædt uden den.

Franskmændene er fraværende på de interntionale internetsider på grund af deres sproglige uformuenhed, men der findes der et væld af fransksprogede sider. Universiteterne er godt med. Bloggeren har fået en demonstration af en studerendes internet: Her ligger lektionskatalog, boglister, pensum, noter, opgaver, sidste års eksamensopgaver. Alt, hvad man skal bruge. – Den gode lærer lægger sin disposition for næste time ind på nettet, så vi kan forberede os, siger Marc.

I altmuligforretningen Fnac har bloggeren beundret den nye Asus Eee. – Vi fik en sending i sidste uge, fortæller en ekspedient. De er allerede væk. Vi venter en ny sending senere på ugen. Det er især de studerende, der køber den billige og lette maskine: Under et kilo, under 299 euro for den billigste.

september 16, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Forkølet fuldmåne

Fuldmånen kaster sit milde skær over Nice. EU-landenes finansministre og centralbankdirektører er nok på vej hjem efter topmødet i Nice. Her i den gamle by sidder folk nede på pladsen og spiser, drikker og snakker. Naboens unge søn fletter fingre med en ny boyfriend på deres terrasse. Han har en preference for champagne og lyshårede fyre. Bloggeren nyser og pruster. Snottet flyder. En sommerforkølelse! Har siddet for meget og for sent ude uden tøj, sovet helt bar uden lagen, nogen dage endda udenfor. Det hævner sig! Man skal ikke tro, at man bare kan te sig, som man vil.

Det er blevet koldere. Sommervarmen er væk. Der er masser af varme i solen, men der er også en kold nordøstlig vind, måske helt fra de russiske stepper. Heldigvis er Middelhavet stadig varmt. Så længe det varer.

september 14, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Vinen, Gudinde, besyng …

… som greb Pelleiden Achilleus … nå, nej det var ikke vinen, men vreden, som greb Achilleus. Havde det bare været vinen, så havde antikken måske set anderledes ud. Og vinen – alle de store supermarkeder i Frankring har erklæret september – vinhøstens tid – for vinmåned. De har allesammen store udstillinger af vin i alle udgaver. Fra det helt billige til det meget dyre. Bloggeren tog sporvognen til Carrefour og så flaske efter flaske, flasker i tusindvis, for enhver pengepung. Det billige så han væk fra. Vil man have billig vin, griber man en tom flaske, skyller den og går ned til vinhandleren og sætter den under spunsen på et vinfad. Næh, bloggeren bevægede sig ind i de indre domæner.

- Alle vinslotte har en andenvin, sagde Carrefours sommelier. Den kommer fra vinmarker, som ikke er klassificerede, men – og her sænkede han stemmen – de er næsten lige så gode. Seher: En flaske Petrus til 1.200 euro. Og her er andenvinen: 120 euro! Voila.

Bloggeren afstod fra båse Petrus og fra andenvinen, men fandt med sommelierens hjælp en flaske, som skulle være næsten lige så god. Ikke så dyr, men man kunne få mange cocacolaer for den pris. Den er så også fantastisk. Dette være sagt efter at den har klaret en kaninpatet som forret og noget lam som hovedret. Plus nogle af alle de oste, som Frankrig med fuld ret er berømt for. – Hvordan regere et land, der har 200 gedeoste, spurgte nu afdøde Mitterand.

Står man så i kø ved kassen i supermarkedet Carrefour, undres man over at franskmændene er så bekymrede over deres penges købekraft. De køber på livet løs! Indkøbskurve og vogne er fulde. Og meget af det, de køber, er det rene junk. Hvad med at smide det overflødige ud?

september 13, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Dans i gaden

Der bliver danset i gaderne i Nice i de provencalske dage, hvor landsbyer fra oplandet indtager storbyen. Orkestre med dansepiger tager opstilling på gader og pladser, og livligt går det til. I den gamle bys krogede gader standser de helt trafikken. Festligt lyder det, og pi

gerne ser også ud til at more sig.

Efter dansen: Hvad mon de taler om?

september 13, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

6.000 canapeer til EUs topmøde i Nice

Mens franskmændene vånder sig over den tiltagende udhuling af deres købekraft, samles EU-landenes finansministre til topmøde i Nice. Dele af byen er spærret af, 1.000 politifolk er på overarbejde, buslinier omlagt, alle hoteller er optaget, den franske finansminister blev modtaget som en dronning af Nices borgmester på nyrenoverede Villa Massana. Champagnen flyder. Den lokale viktualiehandler har solgt 6.000 canapeer til en reception på Acropolis, hvor møderne holdes. Tjener han bare 1 euro pr stk, har det været en god dag.

Mon finansministrene kan finde en løsning på det, som franskmændene ifølge en meningsmåling anser som det største, politiske problem? Ikke terror, ikke kriminalitet, ikke indvandring. Udhuling af købekraften. Franskmændene har fået nordeuropæiske priser, men får stadig sydeuropæiske lønninger. Nice Matin melder, at priserne i Monoprix er steget 9 procent fra september 2007 til maj 2008. Avisen præsenterer hver dag en typisk familie med et budget, i dag et pensionistpar, der har 563 euro tilbage, når alle de faste udgifter er betalt. I går en lønmodtagerfamilie, begge udearbejdende med store børn: 140 euro tilbage! Det er utroligt, de må løbe sur i det. I bloggerens nærområde er prisen på morgenbrødet steget fra 90 centimes til 1,20 euro siden foråret.

Det kan undre, at det ikke får politiske konsekvenser. Frankrig står overfor valg til senatet, ventrefløjen har som sædvanlig ikke kunnet enes om een liste, der er for mange gamle elefanter, der spærrer for udviklingen.

september 12, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer

Frokost i Provence

Bloggeren mødte uventet og overraskende en gammel, dansk bekendt fra de aktive år på gaden i Nice. Det måtte jo fejres, først over en apero, derefter over en middag på Safari på torvet. Senere blev det til en avec og til sidst en godnatøl. Hvorpå hverken bloggerens bekendt eller dennes unge, franske boyfriend mente at kunne køre bil hjem.

  • Hvorfor kommer du ikke til frokost hos os i morgen, du kan køre bilen op til os, spurgte bloggerens bekendt.

Som sagt, så gjort. De tog en taxi hjem. Søndag formiddag fandt bloggeren en bil, der passede til den bilnøgle, han havde fået. Eneste problem: Den holdt tæt mellem to andre biler, og bagved var der endda parkeret en motorcykel vinkelret på fortovet.

  • Hvis jeg bare kan skubbe den motorcykel lidt væk, kan jeg køre, tænkte bloggeren og tog et fast tag i motorcykelen for at flytte den lidt.

    Det skulle han ikke have gjort. Motorcyklen var udstyret med en alarm, som straks satte i gang med en helvedes larm. Folk kikkede. Motorcyklens ejer dukkede op med mobiltelefon i hånd, klar til at ringe til politiet. Bloggeren prøvede at forklare sig. Heldigvis blandede en ældre, fransk herre sig i sagen. Han forklarede motorcyklisten, at han havde blokeret bloggerens bil, og at politiet givetvis ville give ham en bøde for ulovlig parkering. Motorcyklisten skar tænder, men flyttede sin cykel, så bloggeren kunne få bilen fri.

Og så kørte bloggeren op i Provence. Åbnede soltaget, vind i håret. Frokosten startede med dry martinis i swimmingpoolen, den unge, franske boyfriend havde inviteret en studiekammerat, og de stod for menuen, som var excellent: Fisk, lam, ost, alt med Provencevine, hvid, rød, rose. Calva til kaffen.

De to unge, franske herrer læser begge jura, begge med samme speciale, immaterielrettigheder, som de mener er fremtiden: – Det kommer ind overalt, sagde Pierre, i funktionærretten (hvem har retten til medarbejderens opdagelser?), i IT, i kontrakter, i media, ved virksomhedsoverdragelser, ved arv.

Meget spændende, lidt af en øjenåbner at tale jura med unge, engagerede jurister uden fordomme og med ideer.

Der var ingen, der kunne køre bil efter den frokost, selv ikke efter endnu et dip i poolen, så bloggeren tog bussen tilbage til Nice.

september 7, 2008 Skrevet af nyhavn | Uncategorized | | Endnu ingen kommentarer